fredag den 1. januar 2010

NYTÅR

Jeg glæder mig altid meget til nytår. Jeg forestiller mig selv med en sej hjemmelavet nytårshat, mens jeg drikker en masse masse boblevand og spiser lækre fiskeretter. Igår spiste jeg en rejecocktail sammen med Emil. Bagefter tog Emil til fest, og jeg så fjernsyn. Uden hat. Jeg har haft det underligt og været ubeskrivelig træt over julen, så det passede mig faktisk fint. Jeg brugte noget af aftenen på at tænke på, hvad jeg gerne vil næste år. Jeg kan mærke, at jeg den sidste måneds tid har befundet mig i en form for overgangsperiode. Jeg opfatter i mindre og mindre grad mig selv som illustrator. Jeg har mange idéer til projekter og bøger, som jeg gerne vil lave, og jeg føler på en eller anden måde, at jeg misbruger mig selv lidt, når jeg bruger tid på andre opgaver. Jeg føler på den ene side, at jeg har en forkælet holdning til mig selv og hvad jeg kan og vil og ikke vil. På den anden side så kan jeg ikke prøve at følge en vej, som jeg ikke rigtig brænder for. Jeg synes simpelthen, at tegning er for vigtig. Det er så stor en del af mit liv og fuldstændig integreret i den person jeg er. Jeg vil bruge 2010 på at øve mig i at sige nej til det forkerte og ja til det rigtige. Måske bliver der ikke noget at sige nej til. Så kan jeg jo sige ja til lidt mere. Og så prøve at regne ud, hvad fanden vi skal leve af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar