tirsdag den 2. marts 2010

BLACKPOOL BILLEDER

Her er nogle fotos fra Blackpool-turen. Det var en fin tur, men jeg havde ikke undersøgt alting godt nok hjemmefra. De 3 "piers" , som er bygget ud i havet, var alle lukkede og Blackpool Tower ligeså. Det lille kunstmuseum Grundy var også lukket. Men solen skinnede heldigvis alle dage. Vi var sammen med min onkel Fred, som er min fars lillebror. Han er aldrig flyttet hjemmefra og bor i samme hus, som han er født i. Huset står på fuldstændig samme måde, som da min farfar og farmor levede. Alt er det samme. Selv blomsterne i vaserne virkede som om de havde stået der altid. Det var en lille smule uhyggeligt. Men Fred er sød. For noget tid siden fandt jeg en gammel dagbog, hvor jeg havde skrevet om en sommerferie vi var på i England. "Jeg ELSKER virkelig onkel Fred" står der. Han var god til at lege med mig og min søster, når vi besøgte dem. Vi mødtes også med min fars tvillingebror Pete, hans kone Janett og min fætter Chris, men dem glemte jeg at tage billeder af. Måske fordi stemningen var lidt akavet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar