onsdag den 10. marts 2010

SKAB

Jeg har fundet et skab i en genbrugsbutik, som kan bruges til udstillingen af mine zines. Jeg prøver at få den til at fungere som en lille installation, men det er ikke så nemt. Jeg tænker ikke i 3D-ting normalt, så det er uopdaget land jeg bevæger mig ind i. Jeg er heller ikke så meget til farver, men prøvede at male to af rummene. Jeg ved ikke rigtig om det er godt.

mandag den 8. marts 2010

BILLEDAME I BUR

I dag har jeg bygget et lille bur med en bille-dame i. Hun skal med på Overgaden. I morgen vil jeg lave nogle papirplanter i papirpotter. I potterne skal bo små dyr og mennesker. Planterne skal være som dyr, tænker jeg.

søndag den 7. marts 2010

"RAIN" AF SPIKE MILLIGAN

Her er lige et eksempel på et fint Spike Milligan digt;

RAIN

There are holes in the sky
Where the rain gets in,
But they're ever so small
That's why rain is thin.

SPIKE MILLIGAN

Jeg vil gerne vise en bog, som er min kæreste bog. Det er Milliganimals af den engelske satiriker og forfatter Spike Milligan. Det er min fars gamle bog og den har stået i bogreolen siden jeg var helt lille. Nu står den i min bogreol. Jeg kiggede tit i den som barn og har tegnet i den. Spike Milligan skriver de mest fantastiske børnerim, som er så gode, at de ikke kun er for børn. Og så illustrerede han selv sine rim. Hans tegninger er så fine og levende og jeg har altid elsket dem. For noget tid siden gik jeg i gang med en biografi om ham, men jeg nåede desværre ikke så langt. I starten var der en masse om hans tid i hæren og i Indien og det var kedeligt. Jeg prøver at læse den færdig på et tidspunkt, for jeg ELSKER virkelig Spike Milligan.




lørdag den 6. marts 2010

OVERGADEN

Lige nu arbejder jeg på en udstilling til Overgaden i forbindelse med deres årlige kunstpublikationsmesse. Jeg vil vise noget af mit zine-arbejde. Jeg ved endnu ikke helt, hvordan det kommer til at tage form, men jeg ved at jeg vil bygge nogle 3D omslag til nogle nye zines. Jeg vil gerne prøve at lave nogle nye zines, som løsriver sig fra mine fire tidligere, som mindede en del om hinanden i udtryk og form. Jeg vil have at de nye bliver mere løse og søgende og med en mere utydelig narrativ. Lige nu arbejder jeg under tre overskrifter; planteriget, dyreriget og kongeriget. Idag har jeg tegnet lidt til projektet.


tirsdag den 2. marts 2010

BLACKPOOL BILLEDER

Her er nogle fotos fra Blackpool-turen. Det var en fin tur, men jeg havde ikke undersøgt alting godt nok hjemmefra. De 3 "piers" , som er bygget ud i havet, var alle lukkede og Blackpool Tower ligeså. Det lille kunstmuseum Grundy var også lukket. Men solen skinnede heldigvis alle dage. Vi var sammen med min onkel Fred, som er min fars lillebror. Han er aldrig flyttet hjemmefra og bor i samme hus, som han er født i. Huset står på fuldstændig samme måde, som da min farfar og farmor levede. Alt er det samme. Selv blomsterne i vaserne virkede som om de havde stået der altid. Det var en lille smule uhyggeligt. Men Fred er sød. For noget tid siden fandt jeg en gammel dagbog, hvor jeg havde skrevet om en sommerferie vi var på i England. "Jeg ELSKER virkelig onkel Fred" står der. Han var god til at lege med mig og min søster, når vi besøgte dem. Vi mødtes også med min fars tvillingebror Pete, hans kone Janett og min fætter Chris, men dem glemte jeg at tage billeder af. Måske fordi stemningen var lidt akavet.