lørdag den 5. juni 2010

P1

Man kan i dag kl 14.03 høre et interview med mig i programmet Skønlitteratur på P1. Man kan også høre det på netradioen nu, hvis man vil. Det hedder Litterære streger. Thomas Torhauge og Chris Ware er også med. Jeg blev "fundet" på Komiks af journalisten. Hun ville gerne snakke med en kvindelig tegneserieskaber. Jeg ved ikke rigtig om jeg opfatter mig selv som tegneserietegner. Jeg tror måske jeg er begyndt på det lidt. Jeg synes hele tiden jeg havner i sammenhænge, hvor det er tegneserien, som er omdrejningspunktet. Jeg er nærmest blevet suget ind i det. Men det er fint. Så må jeg bare prøve at følge med.

onsdag den 2. juni 2010

WORKSHOP-BIDRAG

Her er de tre opslag, jeg lavede på workshoppen. Jeg har arbejdet meget tematisk med mit bidrag. Alle de cyklende mennesker i København har jeg brugt, som et gennemgående tema i tegningerne. Jeg var meget optaget af dem, mens jeg var i København denne gang. Jeg har prøvet at blande mine cykelobservationer, med den sindsstemning jeg har været i på det sidste. At cykle er blevet et billede på min egen skrøbelighed og følelse af at livet bare hjuller afsted. Når jeg selv cykler i byen, er jeg altid helt unødigt bange for at blive kørt ned. Sådan har jeg det nok også lidt i mit liv for tiden. Jeg er virkelig bange for at blive kørt ned. Eller falde af. Og så er det vildt nok at se de ormelignende formationer af hjelmløse cykelister, som bare tramper afsted, som om de ikke havde den mindste frygt for at dø.


KOMIKS + WORKSHOP

Fra onsdag d. 16 maj til søndag d. 23 maj var jeg i København for at deltage i serie-workshoppen Nordicomics og være med til Komiks. I workshoppen deltog tegneserietegnere fra Finland, Sverige og Danmark og vi arbejde på at lave en bog sammen. Alle lavede et bidrag inspireret af København. Workshoppen er tænkt som en måde at styrke båndene mellem de nordiske seriemiljøer og var virkelig fin. Komiks var også fin, selvom jeg ikke fik hørt nogle af de hypede serietegnere som Chris Ware og Daniel Clowes. Jeg arbejde mest i workshoppen. Og kiggede på nørder. Og så signerede jeg "Tegn eller dø" i Abens stand sammen med nogle af de andre tegnere.