fredag den 2. juli 2010

LANG TID SIDEN

Det er lang tid siden jeg har skrevet på min blog. Og det er lang tid siden jeg blev færdig som illustrator. Tre år. Det var på Designskolen at jeg lavede mange spændende projekter. Og det var mens jeg gik på skolen at jeg blev gravid med mit første barn. Nu er jeg gravid med mit andet barn. Og jeg ved sgu ikke hvornår jeg bliver færdiguddannet som mor. Måske aldrig. Usikkerheden og skrøbeligheden er så voldsom i forhold til den usikkerhed og skrøbelighed, som følger med et fag, hvor intet er givet og intet er sikkert. Jeg er ved at skabe en familie og jeg synes det er skræmmende og svært og jeg kan blive så knugende angst for at miste både min mand og mine børn. Men jeg er også bange for at miste mig selv. Og så kan det være virkelig trygt og rart, at tegne en tegning, hvor dæmonerne og angsten danser rundt, men de bliver sgu på papiret. Og det kan man altid krølle sammen og smide væk, hvis det bliver for meget. Jeg har smidt meget papir væk på det sidste. Det er derfor jeg ikke rigtig har haft noget at vise på bloggen.

ILLUSTRATION FRA MIN AFGANG 2007