onsdag den 20. april 2011

RIKKE BAKMAN

Rikke Bakman, som jeg har startet bloggen SUSANNE MED DET SORTE ØJE sammen med, udgav i januar bogen Glimt. Bogen er selvbiografisk og foregår en varm sommerdag ved vesterhavet, hvor Rikke er seks år gammel. Man kan dufte harpiks og mærke det stikkende marhalm under fusserne, når man læser bogen. Den er efter min mening intet mindre end fantastisk. Minder fra min egen barndom står pludselig lysende klart for mig. Det er som om bogen er en nøgle, som lukker op til den jeg selv var, da jeg var seks år. Jeg tror ikke min barndom minder meget om Rikkes og alligevel er det som om bogen er en fortælling om mig selv. Rikke har arbejdet på bogen i 2 år og den bærer tydeligt præg af at være meget gennemarbejdet. Både sprogligt og visuelt er den super skarp. Jeg elsker den måde, hvorpå hun undlader at give fortællingen konstruerede lag. En smuk enkel historie. Jeg er totalt vild med den bog.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar