fredag den 5. april 2013

JOHAN F. KRARUP

Jeg lærte først at læse sådan rigtigt i 6. klasse. Jeg kom på læseklinik, hvor jeg skulle sidde i en lille boks med en åndsforladt letlæsningsbog og føle mig som den sinke jeg allerede i forvejen følte mig som. Jeg var overbevist om at jeg aldrig ville lære at læse. En overbevisning som var næsten ligeså stærk som da jeg som ukysset 15årig troede, at jeg for altid ville være afskåret fra at folde min seksualitet ud og dø udtørret og alene. Jeg ville ønske jeg kunne have læst noget om at føle sig forkert, da jeg ikke kunne læse. For det er det litteratur kan for mig. Den aer mig på min kind og får mig til at føle mig levende og rigtig. Men når jeg læser tegneserier føler jeg mig ofte forkert. Nu ved jeg at det ikke er fordi jeg ikke kan læse, for det har jeg lært. Det er noget andet. Bøgerne vender sig væk fra mig. De kigger på sig selv og retter på deres pomade hår, som svinger kunstigt ud i luften og spørger mig om de ligner en rigtig tegneserie. Det gør de, men jeg kan ikke mærke dem. I nat drømte jeg at tegneserietegneren Johan Krarup aede mig på min kind, og som tak for det, vil jeg linke til en af de tegneserietegnere, som får mig til at føle mig levende og læsende.

1 kommentar:

  1. Kære frk. Parkins, her er den web-tegneserie jeg fortalte om i går http://www.anyoneforrhubarb.com/
    Kh Anja

    SvarSlet